tekst 7: Køkkenet og restauranten del 2: Garnituren går på bordet dec 08

Garnituren går på bordet i øreformede bavariske krukker, undergæret tyk øl fra Burgund. Det er det rustikke, vildtet i skovene, grantræerne med mos der er i højsædet. Alt det forklarer han, med god kraftfuld gestik. Han bøjer sig fremover og former ordene med hænderne. Han har et specielt tag med håndfladerne, en roterende bevægelse, når han fortæller om hvordan enebærrene er monteret med smørret og morklerne og alle herlighederne. Han har sin statur med sig. Det er godt og han ser hvordan mændene ser ham an/måler ham og hvordan kvinderne lyser op mens de flytter lidt kokét rundt på sig.

- Hvornår skærer du kødet ud?
Han stopper op og siger at det kommer de til, den, hjorten, har kun godt af at samle sig. Lige få den der fasthed. Han gør dét der med hænderne igen, holder dem op foran sig i brysthøjde og former dem omkring en imaginær fodbold. Det giver samling på kødets struktur i det hele taget. Om de kan se det. Ja det kan de godt, de nikker i hvert fald.

Det er først da han kommer til noget med Fyn udenfor sæson og en anekdote om en lokal herboende slagter, oprindeligt fra Antwerpen, at de fleste vil sige, at nu er grænsen ved at være nået.

- Hvornår skærer du kødet ud? Det er den samme mand der spørger.
- Godt du spør’, for det er faktisk det vi gør vi lige nu.
- Fint, det var sgu’ også på tide. Der hvor vi kommer fra, der gik den sgu’ ikke den der.
- Undskyld? Hvilket hr.?
- At trække tiden fisefornemt ud og så oven i købet stå der og spille fandango. Tror du ikke jeg kan se du spiller op til Liselotte her.

tekst 6: Uden titel indtil videre dec 08

Vi lever kun een gang og jeg er for genial
At tænke radikalt
Jeg har sovet uroligt i nat
Det er i ´clashet´(dumt ord), der hvor mange kategorier mødes. Humor melankoli overflade dybde. Jeg oplever det som et intelligent sted. Medrivende intelligent
Det profane møder uklar længsel efter 70’ernes Orly
Bare det at sige: ulasteligt hvide skjorter
Du dufter af Grenoble i sensommerregn. Uha, da
En uimodståelig glat version af tilværelsen
DET FILMISKE for pokker, jeg skal i retning af film
Den sidste bil i dag gennem denne del af landskabet
Selvportræt, hvide shorts om morgenen, det er sådan det skulle være
Mørket får flyene til at flyve langsommere
Som aftenen skrider frem, en festlig aften, undervejs bl.a. 2 numre med Herb Albert
Vi ser på kunst, vi ved det godt, vi står på terrasserne og i søjlegangene (Haus der Kunst...Englischer Garten,
Together combined with distance
Det er selve aftenen (breathtaking som den er), der tager livet af os
Jeg går gennem terminal C, mit ansigt er drejet en smule nedefter, til siden, som om der er vind, det er en attitude, ikke uden en vis noblesse, patos
Meget stille aften
Im driving through Zürich, jeg er en succes, its late evening
Det her er Godard og Le Mepris, det her er Pessoa på vejen mod Sintra
Synes du mine bryster er store, siger hun (vi sidder på Lido’en)
Det at der er moderne æstetiske mennesker i et landskab
Helt urimeligt berørt
Det store vi
Vi køber et gasthof. Rindfleisch mit Erdbeeren, ein Gradler. Kan I ikke mærke det, nej egentlig ikke

tekst 5: Køkkenet og restauranten del 1: Den hjort skal ud af den ovn nu nov 08

Den hjort skal ud af den ovn nu. De kører bord fire, elleve til femten og bord ni på rutinen, men det går ikke med hjorten. Den takker over som man siger i det sprog. Han tænker i et splitsekund at det må ende med noget frikassé.

Inde i restauranten sidder folk og venter på helstegt hjort. De har ventet længe, men ikke længere end man kan forvente, når det er sådan et særligt sted. Der snakkes, lyset er behageligt og den her aften er en god aften. Det er det. Og så alligevel. Der er måske gået fem minutter for meget.

Saucerne står og reducerer. Der er gode solide arbejdsborde, helt beklædt med stål. Der er også fyldt med piskeris og hvide fliser. Thomas’ gode ven Bengtson har sat et neonskilt op fra et italiensk kaffefirma, som egentlig plejer at skulle hænge udendørs. Rundt om stikker kokkehuerne op i emhætterne. De har smøget ærmerne op, men det er hele konceptet der er noget i vejen med. Det er noget rod både at køre med a la carte og den her egentligt stort anlagte barokscenografiske menu. Og ovnen er for lille. Det er den største på markedet men den er stadig for lille. Geviret stikker ud. Stegetid og luftfugtighed m.m. er slet ikke til at kontrollere. Han kan ikke forsvare at køre den hjort nu. Så er det sagt. Han siger det, så alle i køkkenet kan høre det.

Og alligevel triller de ind med hjorten på et rullebord der også er i underkanten.

tekst 4: Underligt men ikke nødvendigvis dårligt forhold (måske tværtimod) nov 08

-Hvis du ikke snart ta’r mig på brysterne, så ringer jeg til Daniel Craig/Tom Jones/Klaus’ bror.
-Du er frivol Birthe, det må jeg sige.
-Hvorfor? Fordi jeg har nogen go’e nødder.
-Ja, jo også det, men mest fordi du simpelthen siger det.
-Jeg siger bare det de fleste tænker.
-Men du siger det så vrængende.
-Nej det syns jeg nu ikke. Jeg siger det bare lækkert. Bad taste og derfor lækkert.

-Jeg kan huske den første gang vi mødtes på den pølsebar nedenfor Hotel Scandic. Der var det eneste du tænkte på, mine bryster. Det så man bare.
-Nå, så det gjorde man.
-Ja, det gjorde man.

-Skal du ha’ noget med nede fra trælasten?
-Du mener fra tanken?
Nej, det gør jeg så ikke.

-Tror du det er almindeligt at folk med højere uddannelser snakker sådan her med hinanden?
-Ja, egentlig.

tekst 3: Da vi ankommer nov 08

Da vi ankommer ligger villaen badet i lavtliggende aftenlys. Hold da kæft. Hold da helt op. Po-sletten kan altså noget. Det siger vi til hinanden. Kvinderne begynder at lave mad i det store køkken, og vi herrer skifter til rene hvide skjorter. Og vi sætter os på gruspladsen ude foran. Man kan godt mærke at lydene er tilpas, gryderne, kvindernes pludren, trafikken langt ude bag poplerne, lyden af brus når der bliver skænket op fra plasticflaskerne. Thomas og Jaques kommer tilbage ovre fra udhusene og spænder et tennisnet ud, vi skal spille lidt tennis. Helt afslappet men alligevel så vi får rystet køreturen af os. Ketcherne har haft det fint.

Vi skiftes. Det er når vi rejser os og bevæger os ud til startpositionen på banen, at vi instinktivt ser hinanden an. De hvide skjorter med opsmøgede ærmer står godt til det næsten rødlige grus. Nogen gange blinker det i et armbåndsur. Jeg er klar over, at det her er en af de gyldne stunder, mens jeg går op på værelset for at hente kameraet.

Senere på aftenen er det indlysende at den gode mad og vinen, helt river tæppet væk under et hvert forbehold. Vi er blevet pjattede. Vi folder os ud. Jeg kan ikke forstå at vi er kommet til at smadre så mange glas. Eller jo, det kan jeg jo godt. Vi folder os jo ud. Jeg hjælper Birgitte med at feje op og vi kommer ud i køkkenet hvor desserttallerkenerne topper sig op ovenpå suppeskålene og serveringsfadene med bestik. Hun siger hun har holdt øje med mig hele aftenen. Jeg får spurgt om indtrykket har været tilfredsstillende inden jeg læner mig bagover og for sent opdager at bordpladen er længere ude mod gårdspladsen.

Det er da hun sætter sig på hug, læner sig ind over mig og, med den ene albue hvilende på knæet, kigger ned i mit ansigt, at der kommer vand i mine øjne. Gør det så ondt? Jeg siger at det ikke er det og at nogen gange bliver jeg bare pludselig så rørt. Du er underlig, siger hun, mens hun puster sit hår væk fra panden. Der kan du se, siger jeg, nu begynder det igen.

tekst 2: Vi er på vej op mod Brennerpasset sept 08

Vi er på vej op mod Brennerpasset. Det regner. Min kone læner sig frem og kigger op mod bjergene. Det er hyggeligt på en måde, siger hun.

Det er på det tidspunkt begivenhederne tager fart. Vi bliver vinket ind til siden. Det virker som et langt minut inden han står foran bildøren. Han taler tydeligt og venligt, vores nummerplader virker mistænkelige. Jeg er med ude og kigge på dem, mens regnen slår over i sne. Jeg kan se min kones nakke og korthårsfrisure gennem bagruden. De er forskellige, nummerpladerne. Den ene slutter på 138 og den anden slutter på 834. Jeg fortæller det som det er, at jeg aldrig har bemærket forskellen. Om han må se registreringsattesten, det må han bestemt og jeg virker stadig afslappet. Min kone finder papirerne frem fra handskerummet og står med ud af bilen. Jeg bliver altid lige overrasket over hvor høj hun egentlig er. Hun stiller sig lidt væk med korslagte arme og ryger en cigaret, mens vi snakker videre.

De sidste tre cifre i registreringsattesten siger 444. Det er noget rod. Det er ikke så godt. Det er jeg også enig i. Man kan ikke sige det er jovialt, det der foregår mellem færdselsbetjenten og mig, men han er ikke helt blind for det absurde i situationen. Omvendt er det jo bare nogle tal, og jeg og min kone er på vej i en velholdt bil til Bolzano, neonskiltene kommer til syne i regnen og mørket kan godt skimtes længst nede i sidedalene. Det ville vi godt kunne blive enige om.

Da vi kører videre, og mens jeg stadig i bakspejlet kan se hans skikkelse foran den grøn-hvide bil parkeret skråt ind til siden med blinket på, spørger jeg min kone om hvorfor han mon lod os køre. Jeg tror det var din lange snak om vigtige design-kontrakter der skulle underskrives, at vi elsker hinanden, at vi egentlig er det rigtige sted i livet, at der ikke går et minut uden at du tænker over noget uudgrundeligt, at netop den her vejstrækning er en af de smukkeste i Europa. Det var det nok, ja.

Jeg ser dråberne på forruden, hvordan de viskes væk og dukker op igen. Så lyttede hun alligevel med, da hun stod utilnærmeligt i mellemgrunden og kiggede ud over dalen. Måske hjalp det også at du ser så godt ud, siger jeg så. Hun flytter en hårlok om bag øret. Måske.

tekst 1: Så småt i gang med at skrive igen efter min bilulykke i Monaco sept 08

Som mange måske vil vide, forulykkede jeg en lun, blå sommeraften i min åbne bil på vejen mod pynten ved Saint Georges du Moix. Det sidste jeg husker er fornemmelsen af blikstille, et duvende Middelhav, som var vandet den blødeste fuelolie. Så keglerne fra billygterne der pegede underligt smukt op i makien.

”Den svenska granskogan” var det første jeg hørte, da jeg kort efter lukkede øjnene op. Min svenske kone holdt mig tæt ind til sig, mens hun snakkede i mobiltelefon med en veninde fra København. Som jeg forstod det, blødte det ikke voldsomt og min kone var derfor slået over i hvad der for hende betød mest ved at være svensk, mens vi ventede på ambulancerne. Min kone spurgte mig på et tidspunkt om jeg ville ha’ foretrukket at have kørt galt alene. Jeg svarede, at jeg syntes det her var mest hyggeligt. Mens jeg ligesom svømmede væk ind mod hendes hals. Det jeg kunne se af min skjorte var stadigt ulasteligt hvidt.

Jeg ser endnu mere end tidligere, det usammenhængende som en kvalitet. Måske overalt, men i alle fald (i alla fall, sådan siger min svenske kone) hvad angår det der skrives. Det er i springene, i luften mellem to sætninger, to afsnit, at det meste ligger.