tekst 2: Vi er på vej op mod Brennerpasset sept 08

Vi er på vej op mod Brennerpasset. Det regner. Min kone læner sig frem og kigger op mod bjergene. Det er hyggeligt på en måde, siger hun.

Det er på det tidspunkt begivenhederne tager fart. Vi bliver vinket ind til siden. Det virker som et langt minut inden han står foran bildøren. Han taler tydeligt og venligt, vores nummerplader virker mistænkelige. Jeg er med ude og kigge på dem, mens regnen slår over i sne. Jeg kan se min kones nakke og korthårsfrisure gennem bagruden. De er forskellige, nummerpladerne. Den ene slutter på 138 og den anden slutter på 834. Jeg fortæller det som det er, at jeg aldrig har bemærket forskellen. Om han må se registreringsattesten, det må han bestemt og jeg virker stadig afslappet. Min kone finder papirerne frem fra handskerummet og står med ud af bilen. Jeg bliver altid lige overrasket over hvor høj hun egentlig er. Hun stiller sig lidt væk med korslagte arme og ryger en cigaret, mens vi snakker videre.

De sidste tre cifre i registreringsattesten siger 444. Det er noget rod. Det er ikke så godt. Det er jeg også enig i. Man kan ikke sige det er jovialt, det der foregår mellem færdselsbetjenten og mig, men han er ikke helt blind for det absurde i situationen. Omvendt er det jo bare nogle tal, og jeg og min kone er på vej i en velholdt bil til Bolzano, neonskiltene kommer til syne i regnen og mørket kan godt skimtes længst nede i sidedalene. Det ville vi godt kunne blive enige om.

Da vi kører videre, og mens jeg stadig i bakspejlet kan se hans skikkelse foran den grøn-hvide bil parkeret skråt ind til siden med blinket på, spørger jeg min kone om hvorfor han mon lod os køre. Jeg tror det var din lange snak om vigtige design-kontrakter der skulle underskrives, at vi elsker hinanden, at vi egentlig er det rigtige sted i livet, at der ikke går et minut uden at du tænker over noget uudgrundeligt, at netop den her vejstrækning er en af de smukkeste i Europa. Det var det nok, ja.

Jeg ser dråberne på forruden, hvordan de viskes væk og dukker op igen. Så lyttede hun alligevel med, da hun stod utilnærmeligt i mellemgrunden og kiggede ud over dalen. Måske hjalp det også at du ser så godt ud, siger jeg så. Hun flytter en hårlok om bag øret. Måske.