torsdag den 4. december 2008

tekst 7: Køkkenet og restauranten del 2: Garnituren går på bordet dec 08

Garnituren går på bordet i øreformede bavariske krukker, undergæret tyk øl fra Burgund. Det er det rustikke, vildtet i skovene, grantræerne med mos der er i højsædet. Alt det forklarer han, med god kraftfuld gestik. Han bøjer sig fremover og former ordene med hænderne. Han har et specielt tag med håndfladerne, en roterende bevægelse, når han fortæller om hvordan enebærrene er monteret med smørret og morklerne og alle herlighederne. Han har sin statur med sig. Det er godt og han ser hvordan mændene ser ham an/måler ham og hvordan kvinderne lyser op mens de flytter lidt kokét rundt på sig.

- Hvornår skærer du kødet ud?
Han stopper op og siger at det kommer de til, den, hjorten, har kun godt af at samle sig. Lige få den der fasthed. Han gør dét der med hænderne igen, holder dem op foran sig i brysthøjde og former dem omkring en imaginær fodbold. Det giver samling på kødets struktur i det hele taget. Om de kan se det. Ja det kan de godt, de nikker i hvert fald.


Det er først da han kommer til noget med Fyn udenfor sæson og en anekdote om en lokal herboende slagter, oprindeligt fra Antwerpen, at de fleste vil sige, at nu er grænsen ved at være nået.

- Hvornår skærer du kødet ud? Det er den samme mand der spørger.
- Godt du spør’, for det er faktisk det vi gør vi lige nu.
- Fint, det var sgu’ også på tide. Der hvor vi kommer fra, der gik den sgu’ ikke den der.
- Undskyld? Hvilket hr.?
- At trække tiden fisefornemt ud og så oven i købet stå der og spille fandango. Tror du ikke jeg kan se du spiller op til Liselotte her.

Ingen kommentarer: